For at fremstille en skulptur skal der først foretages en afstøbning af f.eks. et barns hånd eller fod. Dette er nemt og hurtigt gjort: På et nærmere aftalt tidspunkt foretager jeg afstøbningen i kundens eget hjem – det sikrer trygge rammer for små børn. Denne proces er helt ufarlig, hurtig, ren og professionel; barnets hånd eller fod placeres i et fleksibelt afstøbningsmateriale, som er blandet op med lunkent vand. Materialet, som er biologisk nedbrydeligt, kendes også fra tandlægeklinikkerne; det er udvundet af havtang og er velegnet til alle hudtyper – også sart babyhud. Allerede efter cirka 1 minut er massen stivnet tilstrækkeligt; hånden eller foden tages forsigtigt ud og huden renses nemt af for rester af støbemassen. Afstøbningsprocessen kan sagtens gennemføres selv om barnet bevæger sig lidt undervejs i forløbet – det sker ganske ofte, og jeg har stor erfaring i at håndtere små børn.

Når jeg kommer for at foretage den første afstøbning medbringer jeg flere eksempler på skulpturer, så vi kan tale sammen om hvordan det færdige resultat skal fremstå – enhver skulptur er jo personlig og unik. Vi aftaler også om jeg efterfølgende skal fremstille silikoneforme til brug for eventuelle kopier af skulpturen – se venligst punktet ”Kopier” for mere information. Når skulpturen er færdig leverer jeg den direkte på adressen; jeg tager kun betaling, hvis kunden er tilfreds og vil modtage skulpturen.